For 5 år siden, tog jeg en beslutning om ikke, at have kontakt med min mor mere. Det var en meget svær beslutning for mig, men nødvendig for mit fremtidige liv.
Det har haft meget store omkostninger, at vælge som jeg gjorde. For mig har det kostet forbindelsen med min 5 mindre brødre samt min far, som min mor mødte da jeg var en 3-4 år gammel. Nok, er han ikke min biologiske far, men han er den far jeg har haft og han har altid taget del i mit liv - lige så meget som han har gjort i mine brødres, så for mig var han MIN FAR.
I torsdags døde han 59 år gammel. Jeg er helt i chok, trist og meget ked af det. I de seneste 5 år, har jeg ikke sagt andet end "hej" eller nikket med hovedet, til mine forældre når jeg har mødt dem til enten familiefester eller ved triste lejligheder som begravelser. Det har været meget hårdt for os alle sammen.
Selv om jeg selv er "skyld" i mit valg, er det en meget stor sorg for mig, at miste min far. Ikke blot fordi vi aldrig mere får chancen for, at gøre noget godt igen, ikke blot fordi vi har noget uafsluttet, men allermest fordi jeg faktisk ikke ved, om han var klar over at mit valg ikke gjaldt ham. At jeg faktisk elskede ham som min far og, at jeg altid har holdt af ham.
Det ville jeg så gerne, at han skulle vide.
Jeg elsker også min mor og det vil jeg altid gøre - men det er svært, at glemme fortiden og selvom jeg for længst har tilgivet hende, må vi bare være ærlige overfor hinanden og acceptere at i vores tilfælde, passer mor og datter ikke sammen. Vi har prøvet i så mange år og det er aldrig lykkedes os - desværre!
Min far skal begraves på fredag kl. 11.00
Da vil jeg sætte et lys i mit vindue og lade tårerne trille imens jeg ønsker ham en god tur, der hvor han skal hen. Jeg er sikker på han skal møde min kære farmor og farfar og det er en lille trøst.
Jeg er ikke velkommen til begravelsen. Min mor fortalte mig, da hun ringede om den triste nyhed, at det var min fars valg - de havde snakket om mig for noget tid siden og da havde han nævnt det! Om det passer eller ej, vil jeg ikke grave i. Jeg er blevet bedt om ikke, at møde op og ikke sende blomster.
Det er godt nok svært - men jeg vil vælge, at respektere ønsket, så i stedet vil jeg "begrave" ham på min egen måde.
Tankerne sættes i gang, når nogen går bort. Især når man som min far er forholdsvis ung i alderen og efterlader sig kone samt børn, helt ned til 16 år, så syntes jeg bare, at døden er pisse uretfærdig! Man bliver pludselig meget opmærksom på sin egen eksistens og opdager at man ikke er til for evigt!
Nu vil jeg slutte af - jeg kan mærke det hjalp at skrive.
Min datter kigger på mig og spørger om jeg er ked af det, JA det er jeg siger jeg - så så så mor, det skal nok blive godt igen! NU SMILER JEG ;O)
Århhh Betina altså!!! Nu sidder jeg her med tårerne trillende ned ad kinderne og har bare lyst til at give dig den største krammer i hele verden! Det er aldrig nemt at miste og hvis man så ovenikøbet ikke er velkommen ved cermonien, gør det det bestemt ikke nemmere. Det er en god måde du vil sende din far af sted på og jeg håber at han finder fred, hvor end han kommer hen. Dejlig datter du har, som kan trøste mor :D
SvarSletTak Agnete...Jeg får din krammer på afstand og det er dejligt. TAK
SletDet gør mig ondt at høre! Det er så svært sådan noget! Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at man kan blive nødt til at bryde med sin familie, men man skal virkelig også sørge for at få sagt hvad der skal siges, mens vi stadig har dem vi holder af!
SvarSletJeg ville selv være alt for bange for at fortryde det bagefter, hvis jeg brød med noget familie. Jeg håber i finder ud af det allesammen, men hvor trist at høre at du ikke er ønsket til begravelsen. Det må virkelig gøre ondt!
Kære Mette Kathrine. Mange tak for din hilsen, ja, man skal huske at få sagt hvad der skal siges - desværre tror man nogen gange at livet er evigt og der er masser af tid. Ja det er meget svært ikke at være ønsket den dag, jeg kan slet ikke rigtigt fatte at jeg ikke skal med! Nu skal det hele bare overstås, så jeg kan få det hele lidt på afstand inden mit kommende bryllup. Hilsen Betina
SletÅh nej hvor er det synd for dig. Bliver dybt berørt af din situation, det er svært at finde noget fornuftigt at sige, men hvis det trøster bare lidt, så tænker jeg på dig<3
SvarSletHej Sanne. Tak fordi du tænker på mig, det varmer kan du tro. TAK. Mange hilsner Betina
SletJa nogen gange er livet ikke så nemt. Nogen mennesker har svært ved at tilgive og komme videre i deres liv. Har selv brudt med min mor i en lang periode, vi ses dog igen. Men min far har jeg ingen kontakt med. Du skal nyde de mennesker som er omkring dig. Dem som vil dig det godt. Som kan se længere og nyde at de er der for dig i medgang og i modgang. Dumme mennesker kan man ikke bruge til noget. Husk på de gode stunder og læg de dårlige væk. Jeg håber du får en smuk lille privat cermoni og kan sende din far godt afsted og jeg er sikker på at han vil være lykkelig og mærke det du gør der hvor han er. Min dybeste medfølelse til dig og held og lykke fremover. Knuz fra Lina
SvarSletKære Lina.
SletMange tak for din hilsen. Ja, det gælder om at komme videre og hele sine sår. Det er ikke altid nemt, men jeg ved det kommer med tiden.
Mange hilsner
Betina
Jeg føler med dig...Sikke du bliver udfordret af livet lige nu.
SvarSletJeg har stor respekt for at du har taget beslutningen om ikke at se din mor. Nogle gange må man tage virkelige svære beslutninger for at komme gennem livet. Og det er bestemt ikke enkelt, når man ikke kan vælge en person fra, uden også at miste nogle andre. Men hvis et menneske påfører dig så meget smerte at det ligger en skygge over dit liv, ja så har du også "pligt" til at vise dig selv og dine nærmeste det hensyn, at sige fra. Det må du ikke føle skyld over!
Jeg synes, at det er både småligt og ondt at din mor ikke vil lade dig deltage i begravelsen. En begravelse er jo netop for alle der har kendt den afdøde, så de kan få mulighed for at tage afsked. Det er ikke din mors arrangement.
Godt at du gør noget for at tage afsked selv. Du har nok en plan for hvordan du vil gøre, men jeg tillader mig alligevel af forestå dig at gå ind i en kirke og tænde et lys. Hvor Frue Kirke har for mig en dejlig tilgivende atmosfære. - bare en ide, hvis du ikke er sikker på, hvordan du vil gøre.
De bedste tanker Signe
Kære Signe.
SletTUSIND tak for din besked. Jeg havde slet ikke tænkt på det med, at tage afsked i en anden kirke. Det er en rigtig god ide og det tror jeg næsten, at jeg vil gøre.
Jeg er rigtig glad fordi det du skrev til mig. Mange tusinde TAK.
Kærlig hilsen
Betina
Åååhhh Betina for pokker, hvor gør det mig bare så ondt for dig..
SvarSletKondolerer for tabet af din far.. :'(
Den med at blod er tykkere end vand passer ihvertfald slet ikke altid, familier er bare ikke altid det bedste for hinanden, det er så trist når det er sådan, men hellere vælge det der er bedst for dig og dit liv, end det næstbedste, der gør dig ked af det..
Da jeg mistede min far i 1987, han var min biologiske, åndede jeg lettet op over, at jeg endelig var sluppet af med ham, han gjorde mit liv så surt, trist og ærgerligt, jeg har ikke tal på alle de gange vi skændtes, hvor jeg er taget hjem fra fødselsdage og frokoster til jul, påske og pise, fordi han altid skulle rette og regere, og blande sig i mine børns opdragelse..
Jeg tænkte tit om han nogensinde havde elsket mig..
Jeg har aldrig savnet ham, bare 1 minut siden 1987, for mit liv blev så meget lettere uden ham..
Jeg ønsker og håber at din egen begravelse af din far, vil give dig nogen ro trods alt.. De kærligste hilsener og trøstekram fra Susan..
(Hende med den fine jakke til My, jeg selv hentede hos dig)
Tak for din besked Susan. Jeg er meget trist over at miste min far, især fordi det skete inden vi fik nogen ting på plads og det er for sent nu. Jeg tog en fin afsked, helt for mig selv i Skt, Jakobs kirke, hvor min datter er døbt. Jeg bad til gud og sagde en afsked til min far, stille og for mig selv. Det lettede. Kram Betina
SletGodt at høre, at du fik taget afsked på din måde, som du kunne bruge.. Mange tanker fra mig.. :)
SletSender mange tanker din vej. Mistede selv min far, da han var først i tresserne. Han havde ikke levet et nemt liv. Jeg valgte at skrive et brev, han fik med sig i kisten. Heri beskrev jeg mine følelser for ham på godt og ondt. Det hjalp mig meget.
SvarSletTak for din søde hilsen, den er jeg glad for ;O)
SletGodt du fik sagt farvel på din egen måde - og mon ikke har alligevel kan mærke det, der hvor han nu er. Stort varmende kram herfra!
SvarSletTak skal du have. Jo, jeg er sikker på han ved besked, selvom han ikke er til mere. Jeg fik et fint farvel i Skt. Jacobs Kirke, alene for mig selv - det var rigtig godt. Kram til dig også ;O)
Slet